Smagsdommeraften i JANUS – med kunst og gourmet-smagsprøver

Kunst & mad.

En hyggelig aften med kvalitetsvurdering af kunst og gourmet-smagsprøver. Her kan alle blive smags-dommere
Den populære ’Smagsdommeraften’ vender hermed tilbage i JANUS.

Onsdag den 26. september kl. 19 inviteres til en ny aften med kunstbedømmelse og gourmet-smagsprøver fra lokale leverandører.

Den bedste kunst?
I aftenens første afdeling drejer det sig om vurdering af kunstnerisk kvalitet.
Et panel på 3 kunstfagkyndige vil vurdere, om de fremviste værker skal videre i vurderingen og evt. ende i finalen med 3 værker, som publikum dernæst stemmer om.
De 3 deltagere er: Signe Meistrup Sørensen, kunsthistoriker og kulturkonsulent ved Varde Kommune. Jørn Houborg, billedkunstner, skribent ved Kunstmagasinet og formand for Vestjyllandsudstillingen. Jørgen Steinicke, billedkunstner, kunsthistoriker og forfatter til flere bøger.
Gode smagsoplevelser
I anden afdeling drejer det sig om smagssansen.
KRÆÆS fra Varde byder på lækkerier som hjemmelavede spegepølser, røget mørbrad, chorizo mm.

Aftenen byder på skarpe tilbud desangående.

Indehaveren Lene Haahr er også klar til at fortælle om kunsten at koge en hamburgerryg.

Smagsprøver på vin leveres af Dagli’ Brugsen i Tistrup.