Ferniseringstale ved Henrik Dam Christensen

Folketingets formands tale på Vestjyllands Kunstmuseum den 12. oktober

 Det talte ord gælder

 Kære bestyrelse på Vestjyllands Kunstmuseum, kære gæster

Mange tak for indbydelsen til at åbne udstillingen ”Udkant”, som gæster kan opleve frem til den 9. februar næste år.

Udstillingen rammer lige ned i en aktuel diskussion om Udkantsdanmark.

Ordet Udkantsdanmark optrådte første gang i sproget 1992. Jeg har altid haft det svært med det ord. Det ligger simpelthen ikke godt i munden.

Danmark er Danmark. Punktum. Der er forskel mellem at bo i Hovedstadsområdet og Tistrup. Det Kongelige Teater kan nu engang kun ligge ét sted, men det ene er ikke finere eller bedre end det andet.

Når det er sagt, skal jeg være den første til at indrømme, at der ér udfordringer i de tyndt befolkede områder i Danmark. Der er dejligt på landet, og naturen er skøn, men moderne mennesker stiller krav om andet end at kunne fylde lungerne med ren luft. Det bliver aldrig muligt for de mindre samfund at konkurrere med København og de store byer i forhold til tilbud og faciliteter.

Med jævne mellemrum kommer jeg gennem de samme landevejslandsbyer i Jylland. Jeg kan godt blive nedtrykt over at se til salg-skiltene foran de samme tomme huse måned efter måned – og nogle gange år efter år.

Når de tomme huse ikke får nyere beboere, sætter det gang i en negativ spiral, som er svær at vende. Færre mennesker betyder næsten altid, at den lokale skole bliver nedlagt. Der bliver også færre fritidstilbud, den lokale købmand må dreje nøglen om, og når den praktiserende læge trækker sig tilbage, har han eller hun svært ved at finde en yngre læge, der vil overtage den ledige praksis. Jeg kan godt forstå, hvis folk tager deres liv op til overvejelse, hvis deres lokalområde bliver affolket.

Politisk gør vi meget for at udjævne forskellene. Vi har det kommunale udligningssystem. I de senere år er der blevet udflyttet tusindvis af statslige arbejdspladser fra København og til provinsen.

Men det er vigtigt, at vi ikke taler udkanten ned. Der er mange ting, der gør livet værd at leve på landet og i de små byer.

Først og fremmest på grund af de mennesker, som bor der. Man kerer sig om hinanden og hjælper hinanden, fordi man kender hinanden. Der er i mange tilfælde et stærkt sammenhold. Det er et helt anderledes liv end i de store byer, hvor man ofte ikke kender dem, der bor i samme opgang.

Og når de offentlige tilbud ikke slår til, træder det frivillige Danmark til. Mange bruger en stor del af deres fritid på arbejdet i de frivillige foreninger. En del lader sig vælge til bestyrelsen, mens andre vælger at lægge deres kræfter i at få de enkelte arrangementer til at lykkes.

De frivillige foreninger dækker en bred vifte. Sportsforeninger, ældreklubber eller som her på Vestjyllands Kunstmuseum, hvor det er den frivillige arbejdskraft, som trækker det store læs.

Det kan godt være, at det frivillige engagement er en nødvendighed for at få lokale aktiviteter op at stå, men frivilligheden har en kæmpe værdi i sig selv. Fordi den binder folk sammen på kryds og tværs om en fælles sag.

Der er grund til at anerkende og sige tak til de mange ildsjæle rundt omkring i landet. Uden jer ville Danmark ikke være det samme.

Jeg er til daglig optaget af at skabe gode rammer for folkestyret på Christiansborg, men den demokratiske dannelse foregår i høj grad i foreningsdanmarks regi.

Det er ved at deltage i en generalforsamling, lytte til de andre fremmødte og give sin mening til kende, at mange får deres første oplevelse af, hvordan demokrati fungerer i praksis.

Den udstilling, vi åbner i dag, hedder ”Udkant”. Udkanten er mange ting og kan ikke begrænses til geografi, befolkningstæthed og uddannelsesniveau.

En af de største udfordringer er at få bugt med klicheerne om en særlig mental tilstand hos mennesker uden for de store byer. At hjernecellerne arbejder lidt trægt. At al fornyelse og udvikling er gået i stå derude, hvor kragerne vender.

Jeg har Jylland i blodet, jeg er født i Vorbasse og bor nu i Grindsted. Mine børn er født og opvokset i Vorbasse. De har klaret sig meget godt alligevel. Jeg er så heldig at have et sommerhus i bunden af Ringkøbing Fjord, og jeg kunne ikke drømme om at rejse til udlandet om sommeren.

Jeg er altså et eksempel på en stakkels person, som henslæber en kummerlig tilværelse i det mørke Jylland. Langt væk fra lyset i hovedstaden, hvor alt er meget bedre.

Hvordan er det egentlig kommet dertil, at der er så skarp modsætning mellem by og land? Jeg tror, at en del af forklaringen skal findes i medierne. De har det med at tegne et billede af udkanten, hvor alt er sort i sort.

Man ser klicheerne for sig.

Faldefærdige huse. Vejkantsbyer, der står og forfalder. Man forventer næsten, at der kommer en vindheks flyvende ind fra højre som i den klassiske cowboyfilm.

Sådan er det ikke. Det ved vi, der bor i udkanten, godt.

Selvfølgelig er der udfordringer i udkanten – men klicheerne bliver ikke sande, bare fordi de bliver gentaget.

Netop derfor er der brug for modfortællinger, der rokker ved fordommene. Modfortællinger, der får os til at stoppe op, reflektere og få nye perspektiver på det vante.

Det er her, kunsten kommer ind i billedet. God kunst taler til sanserne og får os til at opleve verden på en ny måde. God kunst sniger sig ind på os og flytter vores holdninger.

Vestjyllands Kunstmuseum har til den nye udstilling samlet bidrag fra en række samtidskunstnere og suppleret med lånte værker fra museer og private samlinger. Til sammen giver udstillingen en levende mosaik af udkanten i al dens mangfoldighed.

Når man først åbner sindet for udstillingen, viser der sig en verden fuld af farver og poesi.

Det betagende smukke landskab. Marker og bølgende bakker.

Men i udstillingen er der også en dobbelttydighed, hvor uhyggen og mørket i udkanten lurer side om side med skønheden. Udkanten er ikke landskabsidyl, men et sted med levet liv med alt, hvad det indebærer.

Også ungdommen har en stemme i udstillingen.

En skoleklasse her fra Tistrup deltager med billeder, som de har taget med mobiltelefoner af deres hjem.

Vestjyllands Kunstmuseum har nu eksisteret i 40 år – takket være lokale ildsjæle. Uden dem ville museet ikke være det, det er i dag. Det er i sig selv en stærk modfortælling til klicheerne om stagnationen og åndeligt armod i provinsen.

Museet fortjener ros for at tage fat på emnet og sætte udkanten på spil. Det er et modigt valg, som jeg glæder mig over.

Jeg vil slutte af med at ønske tillykke med udstillingen.

Den fortjener et stort publikum.